Igår var en dag, hvor jeg arbejdede meget, fik rigtig meget papirarbejde fra hånden og var en tur ude i den nye afdeling. Jeg kørte Camilla til træning - dagen var fyldt med gøremål og Casper dukkede kun op i tankerne indimellem.
Idag har han til gengæld fyldt meget. Ligegyldigt hvad jeg har lavet, er han dukket op i mine tanker. Jeg har tænket over, hvad han mon ville have lavet lige nu, i dette minut, hvis han stadig var her. Tænkt over, hvordan Caspers liv havde forandret sig de sidste år. Han var forvandlet fra dreng til en ung mand. Jeg havde måtte slippe ham, som alle mødre må slippe deres børn på et tidspunkt... Hvor har jeg tænkt mange gange, at hvis vi bare havde truffet nogle andre beslutninger, var hans liv gået i nogle helt andre baner - og så var ulykken måske ikke sket... men jeg ved godt, at det er efterrationaliseringer, for jeg ville give Casper friheden til at udvikle sig til et selvstændigt menneske - så uanset hvilke valg vi havde truffet, ville han have fået frihed til selvstændige valg, og så kunne jeg alligevel ikke beskytte ham. Har bare syntes at sådan en ulykke er fuldstændig meningsløs - og jeg skal leve med savnet i mange år.
Jeg var forbi hans grav sammen med Camilla idag. Den ser stadig rigtig flot ud, med de mange blomster på. Jeg savner ham frygteligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar