søndag den 19. juni 2011

Gravstedet begynder at tage form

Idag har vi anlagt gravsted...Christoffer, Camilla, Maria (en af Caspers veninder) og jeg har været igang hele dagen. Det var en rigtig hyggelig dag på kirkegården - men også hårdt arbejde. Det er et stort gravsted og vi skulle have græstørvene af det hele. Efter et par timers arbejde, var vi endelig færdige med at fjerne græstørv... Jeg tænkte at Casper ville have nydt at vide, at vi knoklede sådan for ham, og han ikke skulle løfte en finger...

Efter tørvene var fjernet, fik vi hurtigt stedet til at se hyggeligt og indbydende ud. Camilla havde bestemt, at der skulle være en bænk på gravstedet, så man kunne sidde stille og roligt og bare mindes. Bænken indbyder virkelig til en mindestund og jeg tror, jeg vil komme til at bruge den meget.

Der er lavet en halvcirkel af brosten. De kommer fra min mors kolonihave. På den måde får Casper lidt fra "mormor" med sig. Vi har desuden plantet efeu, som vi har hentet hjemme i haven... Så er det hele lidt vedkommende og personligt. Det udstråler en dejlig varme.

Camilla skulle desværre til generalprøve på gymnastikopvisningen, så hun kunne ikke være med hele dagen. Det var ærgeligt, for det betød rigtig meget for hende... I løbet af næste uge, regner vi med at den lille busk, som skal være på gravstedet, kommer. Den må hun ud og plante...'

Vi var ude for at kigge på sten igår. Der var lukket... Vi må finde en anden dag, hvor vi allesammen kan. Det er noget vi gerne vil være sammen om... Det er vigtigere at vi får valgt stenen på den rigtige måde, end at det går hurtigt.

Det har været en rigtig dejlig dag idag, med mange gode tanker og minder - lidt en modsætning til i onsdags, hvor vi havde førstehjælpskursus hos Onkel og Tante. Jeg var totalt uforberedt på, at jeg blev så berørt af det. Vi skulle prøve hjerte-lunge-redning... og skulle lytte efter vejrtrækning og kigge efter om brystkassen bevægede sig. Her var jeg pludselig tilbage til Caspers sidste dage, hvor jeg hele tiden sad og lyttede efter den stadig svagere vejrtrækning. Jeg oplevede de minutter, hvor han opgav livet, igen og igen og igen... Det var en sej aften... men jeg klarede det... Jeg var flere gange lige ved at gå ud, men holdt hele vejen...

1 kommentar:

  1. Kære Heidi.

    Jeg har lige læst hele din blog, og sidder her med tårene trillene ned af mine kinder. Kan slet ikke forstå hvorfor dette skulle ske for jer. Tanken om hvad i har gået igennem de sidste måneder gør så ondt i mit hjerte. Selvom vi næsten er naboer, er det først for nylig vi hørte om ulykken. Jeg føler mig tom for ord... Ville ønske at man kunne gå tilbage i tiden og ændrer Caspers skæbne. Så ungt og dejligt et menneske... Der er ingen retfærdighed til. Ville ønske at jeg kunne gøre noget for at beskytte jer mod al den grusomhed i som familie har gået igennem.

    Kære Heidi, Mogens, Christoffer og Camilla (min navnesøster :o) ).... Vi sender vores dybeste medfølelse til jer alle. I er i vores tanker allesammen.

    Kærlig Hilsen

    Camilla, Martin og Silas.

    SvarSlet