Vi sidder og spiser eftermiddagsmad i laden i børneuniverset, da én af de store drenge på 5 år pludselig siger: "Jeg savner Casper"... meget mærkeligt... Casper har ikke været nævnt længe - det er som om, han må kunne fornemme min tilstand af savn og modløshed i denne tid... Jeg svarede ham, at jeg også savnede Casper. Drengen fortsatte: "Han er død nu - han blev brændt på en af hans venners sofa!" En pige fortsatte: "Der gik ild, fordi de havde tabt en af dem, man har i munden" - Ja, tingene bliver godt nok serveret råt for usødet... men selvom ordene er så direkte, hjælper det mig lidt på vej, at der trods alt bliver sat ord på det, der skete - også selvom det er to 5-årige, der gør det.
Måske er det derfor det hele er så svært lige nu - jeg er holdt op med at tale om det - folk er holdt op med at spørge til det - jeg er begyndt at arbejde mere igen - måske jeg ubevidst prøver at fortrænge det hele? Jeg besøgte Caspers grav igen til aften. Det var ikke så svært idag - Den lille grønne sommerfugl så så levende ud, og mindede mig om alle de sommerfugle jeg har set i løbet af dagen idag - det flotte solskinsvejr har sendt mange sommerfuglehilsener fra Casper :-)Hver eneste flagende sommerfugl er som en lille hilsen fra ham.
Jeg har været på biblioteket idag - og lånt bogen: "Mit barn døde" Jeg har nu læst halvdelen og synes pludselig at mange forældre har mistet deres børn på en meget mere voldsom måde end jeg har mistet Casper. Jeg fik sagt ordentligt farvel - i et tempo, hvor jeg kunne følge med... men det gør det ikke lettere at forstå... og det er stadig umuligt at acceptere, at jeg ikke får lov at se Casper i den fremtid, jeg troede han havde.
Jeg sender jer så mange tanker herfra, og følger med herinde stadig.
SvarSletDet er svært at forstå, hvordan det må være at miste et barn. Helst vil vi andre undgå at tænke på det, for det gør ondt bare at forestille sig, at noget sådan skulle ske - også bare som en tanke. Ingen af os ønsker at skulle gå videre i livet med så meget smerte.
Da vi løj hjem fra ferie i dag, forestillede jeg mig pludselig i et splitsekund, under sikkerhedsinstruktionerne, at vi styrtede ned i havet. Og hvem af mine børn kunne og skulle jeg så hjælpe, hvis jeg kunne? Og hvis den ene sank i dybet fra mig, ville jeg så have kræfter til at kæmpe videre for den anden? Ville jeg give efter for sorgen og synke ned i dybet efter den elskede, og ville jeg kunne tillade mig at følge min egen sorg, når jeg stadig var mor til et andet barn?
Jeg kunne ikke mærke svaret indeni, og jeg blev grebet af angst, og skyndte mig at tænke på noget andet. For det sker jo ikke!!
Men det sker jo desværre. Jeg håber, at jeg vil finde kræfterne og livslysten for det andet barn, hvis jeg skulle miste et af mine. Men jeg kan jo kun håbe.
Jeg ved ikke, hvor disse tanker fører dig hen. Men jeg håber, at smerten med tiden bliver lettere at bære - måske når maj 2012 er ovre, og der ikke længere er en "første gang" uden Casper foran jer.
Mange tanker
Britt