Igår havde vi besøg af et par som også har mistet en søn - godt nok 8 år tilbage, men sådan et savn glemmer man ikke... Selvom vi ikke kendte dem i forvejen gav vores oplevelser os et skæbnefællesskab, som ret hurtig åbnede døren til en god snak - løst og fast - men mest om vores mistede sønner og vores oplevelser omkring det at miste og stadig få livet til at gå videre.
Jeg sov uroligt i nat - snakken havde vækket billederne til live igen... billederne af Casper, forbrændt, forbundet, lappet, stirrende tomt ud i luften... Jeg har ikke set de billeder, jeg har taget på hospitalet, siden han døde - måske jeg snart skal kigge dem igennem og arbejde lidt med det, de billeder gør ved mig. Jeg tror, jeg har prøvet at fortrænge den svære tid, det var fra 14. februar og frem til 9. maj - Det var hårdt at se ham ligge hjælpeløst hen i en hospitalsseng uden at kunne gøre noget for at give ham en bedre dag... Flere måneders adskillelse og splittelse i vores lille familie - jeg har skubbet væk, hvor ondt det gjorde... Splittelsen mellem gerne at ville være hos Casper og være noget for ham - og samtidig gerne ville være hjemme hos Christoffer og Camilla og være noget for dem. Savnet af Mogens - det at kunne dele sorgen og bekymringerne... Det var bare ikke det samme i telefonen...Jeg kan huske hvordan Camilla tydeligt i starten af Caspers indlæggelse gav udtryk for, at hun savnede, at vi var familie - og hun syntes vi brugte SÅ meget tid på Casper... Jeg var splittet - og tænker stadig, om vi skulle have gjort noget andet... gjort noget på en anden måde... Kunne vi have givet Camilla en bedre oplevelse gennem forløbet? Eller er det også en smerte, der skal gennemleves, som vi bare ikke kan løfte fra hendes skuldre?
En stor tak til Henrik og Lene, der uden nåde tør røre rundt i den gryde af følelser, vi har i kog lige nu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar