Idag havde vi familen til påskefrokost og forsinket fødselsdag for Christoffer og Camilla. Det var rigtig hyggeligt. Børnene var ude og finde påskeæg i haven. Jeg havde valgt at gemme det til om eftermiddagen og lade mine niecer være med, da det stadig var én af de traditioner Casper elskede - At finde påskeæg i haven påskemorgen. Det var et kompromis, så det ikke gjorde alt for ondt at se mine store "unger" lede efter påskeæg.
Da vi havde ryddet op efter det hyggelige rykind, kørte jeg alene op til Casper. Han lå i sengen. Han så godt ud. afslappet og vågen. Jeg læste et par kapitler for ham, og han slappede af. Indimellem søgte hans øjne over på mig. Han er kommet helt ud af respiratoren. Han har nu kun "svensk næse" og får ikke ekstra ilt.
Casper kom op og sidde i stolen idag. Jeg var inde på stuen, mens han blev flyttet fra sengen til stolen. Han var lidt anspændt, men jeg synes, han tog det meget pænt. Vel ovre i stolen, læste jeg endnu et kapitel for ham. Han kiggede ofte på mig, mens jeg læste. Jeg kunne mange gange få længerevarende øjenkontakt.
Jeg tog nogle billeder af Casper, mens han blev liftet fra sengen til stolen og snakkede med sygeplejersken om, hvor vigtige alle de billeder, vi havde taget af Casper, var for os... og så var det hun tændte et lys... Hun sagde at det også ville være godt for Casper at se når han blev bedre, så han kunne se, hvad han havde været igennem. Jeg svarede "Det kommer jo an på, om han overhovedet bliver så god, at han forstår det" Hun svarede uden tøven: "Det gør han"...og tilføjede lidt efter: "Det er det, vi arbejder ud fra, og vi tror på det, indtil det modsatte er bevist". Hun fortalte også, at de arbejder meget med hans synkebevægelser, og at det går rigtig godt. Hun havde tidligere arbejdet på Hammel og vidste derfra, at når først synkebevægelserne var helt på plads, kom der som regel mange ting meget hurtigt efter... så jeg håber...og håber...
- og det skal du blive ved med, for der sker uden tvivl rigtig mange og store fremskridt de næste mange måneder.
SvarSletVh. Lone (også mor til hjerneskadet søn under genoptræning)
Jeg var så heldig at finde din og Caspers blog her til morgen og pløjede mig igennem alle indlæggene. Resten af dagen har jeg tænkt på jer. Du er ét af de stærkeste mennesker, jeg kender Heidi, og jeg ved, at I nok skal finde en ny måde at være familie på, uanset hvordan det går med Casper herfra. Men selv om du er så stærkt et menneske synes jeg nu, at du har været din del igennem og at en retfærdig verden havde forskånet jer for denne tragedie.
SvarSletDet er så magteløst at stå ved siden af. Selvom vi ikke deler en hverdag, så deler vi en fortid og det betyder meget. Det rører mig dybt ind i hjertet at læse dine fine, ærlige indlæg. Tak fordi du deler så personlig en krise.
Jeg er sikker på, at du ikke fejlfortolker signalerne fra Casper. Kan du huske, da han var helt lille og ikke var begyndt at tale, fordi det viste sig, at han havde væske på ørerne? Men han havde igen problemer med at kommunikerer med os alle alligevel. Hans mimik, hans charmerende smil og insisterende fagter var nok til, at selv jeg, der kun så ham til højtider og festligheder, sagtens kunne forstå ham og lade mig charmere.
Det er mange år siden nu, men jeg tror, at kroppens evne til at kommunikere stadig er hos ham.
Varme hilsner fra din kusine i København