Kaos, håb og frygt

Håb og tvivl. Angst og venten. Frygt og uvished...Den ene øjeblik håber jeg af hele mit hjerte, at NU vender det... imorgen bliver det bedre... I næste øjeblik håber jeg, at dette levende mareridt må få en ende. Casper fylder hele hverdagen, og alligevel er han her ikke...Kommer han igen?

Det ene øjeblik ser jeg billederne af scanningen for mig - det næste øjeblik løftes jeg op af Lena´s citat af Peter Lund Madsen om "Manden uden hjerne", der på fantastisk vis fungerer næsten normalt med en meget lille og fuldstændig atypisk hjerne. Næste øjeblik hører jeg stemmen fra børneneurologen, som siger at Casper formentlig aldrig vil kunne ressonnere igen. Humøret vender og jeg tænker på Annica´s mirakelsøn, der er vågnet op efter mange måneders koma... Hvis jeg da bare kunne få et glimt af fremtiden...

Den store masterplan væltede hurtigt. Mogens skulle have været op til Casper idag, men han havde ikke overskud til at køre derop, efter beskeden igår. Jeg kæmpede hele dagen med dårlig samvittighed over, at Casper ikke ville få besøg idag - for første gang siden ulykken den 14. februar. Vi plejer at komme hver dag...

Jeg ringede derop. Casper havde haft en rimelig dag. Han havde fået skiftet et kateter, så han havde ikke nået op at stå i formiddag. Fys og ergo havde dog nået at bevæge hans ben, arme og hænder igennem i formiddag. Han havde kastet noget op idag, var sat ned i sondemad, og fik nu størstedelen af næringen direkte i blodet. Han kom op og sidde i eftermiddag. Det havde set ud til at være godt for ham. Han var afslappet. Han var samtidig blevet vejet og taber sig igen. Vejer nu kun 48,5 kg. Det går godt nok hurtigt ned ad bakke med vægten - det går jo hurtigere end selv de bedste slankekure...

Camilla, Maria og Christoffer har siddet på Caspers værelse til aften. Camilla fandt en t-shirt, der lugtede af Casper... Den er nok ikke lige det første, der kommer i vaskemaskinen. Jeg har været inde på Caspers værelse mange gange for at rydde lidt op. Jeg har endnu ikke fået flyttet så meget som én eneste ting. Jeg har kigget på mange af tingene...overvejet at rydde op... men tanken om at han måske kunne komme tilbage, afholder mig fra at flytte på hans verden... Håbet har vist ikke forladt mig...

Min verden er kaotisk og rodet - måske meget heldigt at jeg har travlt på arbejdet lige nu - Det fylder min dag, så jeg bliver nødt til at fortrænge de dystre, kaotiske tanker bare lidt. Idag har jeg haft svært ved at finde glæden, men de mange hilsener jeg har fået på mail og SMS, efter mit indlæg igår, varmer mig - og giver mig troen på, at jeg har mange solide støtter at læne mig op ad, hvor jeg ellers kunne vælte...