Lilly og Bjarne kom forbi i formiddag for at hente marksten til deres have. De havde aftensmad med til imorgen, der bare lige skulle varmes... Det er altså en af de bedste gaver i denne tid - rigtig mad, hurtig tilberedt.
De sidste ting i børnehaven blev ordnet sammen med nogle forældre idag, inden de allesammen kommer og indtager den imorgen. Dejligt med den store opbakning, der har været til flytningen.
Jeg valgte ikke at tage med Mogens op til Casper idag, og istedet få bugt med nogle af de mange høje papirstakke. Der er en del hængepartier, men mon ikke jeg får bund i dem, nu flytningen er ved at være overstået. Det var faktisk helt rart at sidde hjemme og arbejde med god samvittighed og vide at Casper fik besøg alligevel.
Casper havde været oppe på vippeleje i formiddag og var ovre i sin stol i eftermiddag, mens Mogens var der. Han så ud til at have det godt - og småsov også lidt indimellem. Der er planlagt en MR-scanning imorgen. Det bliver spændende at se, om man kan se forandringer, eller om billedet stadig ser ud som på Rigshospitalet.
Vi var til fødselsdag hos mor til aften. Henrik, Lone og børn var der også. Jeg savnede Casper i glimt, men nød ellers aftenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar