En gråvejrsdag

Fra morgenstunden blæste en noget koldere vind, end der har gjort de sidste par dage. Jeg gik ude på legepladsen og skuttede mig lidt... om det var kulden eller frygten for udmeldingen på scanningen var svær at sige...

Vi havde nabo-Leon med op til Casper idag. Det var første gang efter ulykken, at han så Casper. Da vi kom, var han ved at blive tilset af en børneneurolog fra Hammel, så vi måtte lige vente lidt - Vi fik serveret kaffe i dagligstuen i ventetiden. Der er altså en fantastisk pårørende-service her.

Vi kom ind til Casper - han så godt ud i dag. Straks vi begyndte at tale, søgte hans øjne mod den, der talte. Han skiftede tydeligt side, når vi talte på skift på begge sider af sengen.

Efter kort tid kom børneneurologen og hentede os til en samtale... og det skulle blive hård kost...

Casper er meget, meget svært hjerneskadet. Man kan dog ikke sige så meget om hans aktuelle tilstand nu, da han dels har ligget i respirator og dels har fået meget smertestillende medicin, som begge dele har påvirket hans bevidsthed. Der skal derfor gå en periode, før man kan lave vurderinger af hans bevidsthed. Vi var inde og se de to MR-scanninger, der var lavet. Den seneste viste, at Caspers hjerne var skrumpet betydeligt, og der var store tomme huller i hjernevævet, hvor vævet var helt forsvundet. Der var desuden store områder med arvæv. Disse kunne man stadig ikke sige noget om, om der ville kunne komme lidt funktion i igen.

Aktuelt mente han ikke, at Casper kunne se noget. Hans synscenter var meget skadet, men ikke helt væk. Så på sigt ville han måske kunne komme til at skelne lys og skygge og hvis det går rigtig godt også siluetter på mennesker.

Hans motoriske center var meget skadet, så han ville formentlig aldrig få god kontrol over sine bevægelser igen.

Hjernestammen og lillehjernen var helt intakte - trods alt lidt godt nyt...

Det var meget korte træk af en meget lang samtale.

Bagefter sidder jeg med meget blandede følelser. Hvis Casper aldrig kan få et liv med bare noget, der ligner livskvalitet - er det så værd at leve livet? Jeg ved at Casper ikke ville have ønsket dette liv. På den anden side er jeg også lidt egoistisk - jeg har ikke lyst til at slippe det liv, som jeg elsker så højt (skriver jeg med tårerne glidende ned over kinderne). Hvad nu hvis han er miraklet, der trodser alle forudsigelser og alligevel klarer sig til et liv med livskvalitet - så virker det brutalt at ønske, at han ikke skal leve.

... Men det liv han har nu, er ikke Casper værdigt - og han ville ikke ønske det... Hvor er livet fuldt af store dilemmaer og forbudte følelser.