Farvel Casper

Jeg vågnede til morgen. Casper trak vejret meget let og uregelmæssigt. Jeg lå lidt og lyttede til ham. Bare han holder til Mogens, Christoffer og Camilla kommer, var min tanke. Jeg fik sygeplejersken til at være hos ham, mens jeg blev vasket. Han skulle ikke ligge selv nu.

Jeg aftalte med sygeplejersken, at de ventede med at vende Casper, til de andre kom, for jeg var bange for, at det kunne provokere ham så meget, at han stoppede med at trække vejret.

Mogens, Christoffer og Camilla kom, og Casper blev vendt. Han stønnede lidt, men fortsatte ellers uden den store forandring. Lilly kom lidt senere. Efterhånden så han bedre ud. Hans vejrtrækning blev mere stabil, men også meget overfladisk. Til frokost gik Lilly tur med Christoffer og Camilla, og de havde lidt mad med tilbage til os. Dejligt.... Hverken Mogens eller jeg havde lyst til at gå fra ham.

Om eftermiddagen kom min mor. Vi sad ved sengen og snakkede, men brugte også meget tid på bare at kigge på Casper, der blev mere og mere fjern. Øjnene var efterhånden meget rødsprængte. Kroppen varm, fingre, tæer og næse blev efterhånden kolde. Han fik mange små kys og klem. Det var som om livet langsomt ebbede ud.

Til aften spiste vi hos Casper. Min mor havde haft mad med. Christoffer, Camilla og Mogens lå tæt sammen i min seng og så fjernsyn - Knugede og mærkede hinanden. Jeg sad mest og kiggede på Casper, mens jeg holdt ham i hånden. Min mor tog hjem, mens Mogens og Lilly gik en tur.

Lilly tog sent herfra og kort efter gik Mogens, Christoffer og Camilla over på patienthotellet. De havde besluttet at blive om natten, da Casper så meget dårlig ud. Jeg kravlede i seng, aede Casper lidt over kinden, gav ham et klem og kyssede ham på kinden. Jeg holdt ham i hånden, lå på siden og kiggede på ham. Jeg vidste, at sygeplejersken snart kom ind, da de lige havde haft vagtskifte. Casper trak vejret dybt... I lang tid trak han ikke vejret. Min hånd søgte ned mod hans brystkasse for at mærke, om hans elskede hjerte stadig slog. Min hånd nåede ikke derned, før han igen lavede en dyb vejrtrækning... og denne gang var jeg ikke i tvivl. Han havde trukket vejret for sidste gang... Jeg blev overvældet af blandende følelser. sorg over at have mistet ham... og lettelse over at han endelig fik fred efter de sidste dages kamp. Det var bare alt, alt for tidligt at miste et elsket barn.

Sygeplejersken kom ind, og jeg sad med armene om Casper og krammede ham. Jeg fortalte hende, at han ikke trak vejret mere. Hun så lidt forskrækket ud, var henne og kigge efter, fattede sig så og spurgte, om jeg havde brug for lidt tid alene. Jeg bad hende ringe efter de andre, som kom få minutter efter.

Vi sad i Caspers seng. Græd lidt, men snakkede også om, hvor godt det var for Casper at kampen endelig var slut... og at han ikke ville have ønsket, det liv som svært hjerneskadet, som han ellers var stillet i udsigt. Casper havde et kort liv. Men det var et liv med meget glæde, gode oplevelser og en ukuelig appetit på livet.