Jeg kørte op til Casper fra morgenstunden. Han var ved at blive skiftet og vasket, da jeg kom. Han virkede træt og fraværende, da de var færdige. Jeg fik nogle klem i hånden og han bevægede øjnene, når jeg talte, men ellers var der ikke meget, der lignede kontakt idag.
Jeg spurgte til MR-scanningen. Lægen var optaget, og jeg havde desværre ikke tid til at vente, da jeg havde lovet at være tilbage på arbejde kl. 11.30. Jeg bliver dog efterhånden lidt bekymret, for jeg synes, alle siger, at de ikke ved noget om scanningen, og de har uhyggeligt travlt med at snakke om, hvor godt det går med sårhelingen. Når jeg taler om, at jeg synes hans udtryk i øjnene er blevet bedre, skifter de emne med det samme - Jeg tror ikke, den MR-scanning har gode nyheder... Der skulle også komme en neurolog og se på Casper idag - så håber jeg, vi kan få en samlet udtalelse imorgen.
Casper skulle til at op på vippelejet, da jeg gik. Desværre kunne jeg ikke blive og se det - det ville jeg rigtig gerne have set. Men mon ikke jeg får det at se senere, for fremover har jeg aftalt med Mogens, at jeg tager selv derop mandag og onsdag formiddag og så tager han afsted fredag formiddag. De øvrige fire dage kan vi så sammen tage afsted. På den måde kan vi få det til at gå op med Camilla's træning.
Idag har jeg tænkt meget på den dag Casper fik hjertestop på brandsårsafdelingen. Jeg gad godt at vide, hvordan personalet har det med Caspers hjerneskade. Mogens havde jo siddet på stuen, mens Casper bare blev dårligere og dårligere - og de tog det på ingen måde alvorligt, før det endte med opkast og hjertestop. Mogens går rundt med ansigterne på de mennesker printet i hukommelsen. Han har siden fortalt, at én af dem også har været nede på intensiv på Rigshospitalet for at ordne Caspers brandsår. Han blev nødt til at gå og bare ignorere hende, for det var så svært at se hende bagefter. Jeg overvejer, om jeg har lyst til at få ansigter på de mennesker... eller om det er bedre, de er ansigtsløse, så de ikke kan plage mig i de næste mange år...
Åh, det har været en hård dag! Uvished er bare det værste. Jeg krydser fingre for, at I får en opmuntrende vurdering af skanningen og den næste tid i morgen.
SvarSletJeg kunne slet ikke forstå, at man kunne få en hjerneskade af en hudtransplantation, før jeg hørte mere om forløbet. Jeg tror ikke, du har skrevet om, hvordan det kunne gå så galt herinde. Men jeg kan sagtens forstå, hvis det er for voldsomt at skrive om. Måske engang med tiden.
Sender masser af hilsner til Mogens. Jeg kan og vil slet ikke forsøge at forestille mig, hvordan det har været for ham at være der uden at de ville høre på ham, før det var for sent. Men det giver ikke ligefrem øget tillid til vores sundhedsvæsen, desværre.
Jeg havde det lidt samme måde med ham som kørte min søn ned. Jeg var ikke til stede i retsalen fordi jeg ville ikke risikere at se hans ansigte - var bange for at se det foran mig i tid og utid.
SvarSletJeg ville heller ikke risikere at møde ham i byen og genkende ham. Jeg var bange for min reaktion hvis jeg mødte ham som ødelagde min søns liv - og vores liv. Har det bedst med at ikke vide hvem han er.