Jeg byttede med Mogens idag. Det var dejligt at se Casper igen efter en hel uge - men også dejligt at få et knus af Mogens. Jeg kan godt mærke at det bliver sværere og sværere at være adskilt hele tiden. Det bliver godt, når Casper bliver flyttet til Hammel - så kan vi begynde at være familie igen, uden at vi føler, at vi svigter Casper.
Vi var samlet hele familien og vi havde også Josefine med. Dejligt at én af Caspers venner havde lyst til at besøge ham. Josefine syntes det var meget hårdt at se ham ligge på den måde, men da vi gik derop anden gang, var hun forberedt og det gik bedre.
Christoffer havde haft svært ved at overvinde sig selv til at besøge Casper igen og jeg pressede ham lidt for at tage med idag. Han var glad anden gang vi var oppe hos Casper, da han syntes han fik øjenkontakt med ham flere gange.
Caspers arme var blevet pakket ud, siden sidste uge, jeg var her. De bliver rigtig pæne. Der er stadig lidt småsår, men alt i alt rigtig pænt. Han er også begyndt at bruge sin mund mere. Han lukker ofte munden af sig selv og synker ofte. Han har også gabt nogle gange idag - et ordentligt løvegab.
Sygeplejersken fortalte at Casper er ved at have en døgnrytme. Han sover om natten og er vågen om dagen. De gange vi var der idag, var han helt vågen. Da de andre kørte hjem ved 20.30-tiden, gik der dog kun få minutter inden han faldt i søvn. Det var vist et trættende besøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar