Imorges var Casper lidt fraværende og havde et tomt udtryk i øjnene. Der var travlt omkring ham, da ambulancen ville hente ham kl. 11.00. Jeg tog hans billeder ned - jeg viste ham billedet af Christoffer, men fik ingen reaktion. Jeg gik ud imens han fik ordnet ryggen, da der var ved at være mange mennesker på stuen.
Jeg fik sagt farvel til personalet - havde taget lidt chokolade med til at forsøde deres dag med...De har bare været så fantastiske.
Efter en times tid kom jeg ind igen. Casper var nu blevet meget mere nærværende i sit udtryk og fulgte bevægelser med øjnene. Når jeg talte til ham kiggede han direkte på mig - helt fantastisk... Som det dog går op og ned. Jeg talte lidt med anæstesipersonalet fra Silkeborg, der skulle med Casper i ambulancen. De virkede rolige og havde vist et godt overblik over situationen. Jeg sagde farvel til Casper, da han skulle flyttes over på båren til ambulancen.
I toget på vej hjem, sad jeg og funderede over at nu starter igen et nyt kapitel. Vi skal til at være familie igen - og vi vil ofte være sammen, når vi besøger Casper.
Mogens kørte til Silkeborg og tog imod Casper. Det havde været en rolig tur. Han havde kastet lidt op, men ikke af betydning. Han havde ellers virket rolig og stabil på hele turen. Casper er ikke længere i sterilt sengetøj - han må nu få helt almindeligt sengetøj. De har heller ikke varmestue på Silkeborg, så nu skal han til at sove med dyne - for første gang i.... ja idag er det faktisk to måneder siden at han blev indlagt.... Hvor tiden dog går.
Vel hjemme tog jeg til møde i børnehaven - hverdagen kommer hurtigt. Også rigtig dejligt at få sagt hej til Mogens, Christoffer og Camilla til aften. Kan godt mærke jeg savner dem, når jeg er i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar