Casper har virket fraværende idag. Der har ikke været nærvær i øjnene og han har ikke fulgt bevægelser i rummet ret meget idag. Hans pupiller har også været kæmpestore både igår og idag - jeg tænker om det måske hænger sammen med det nye medicin han startede på i mandags.
Til aften var der lidt bevægelse i ham. Han lå og kørte tungen mod en tør kant han havde på læben. Den lod til at irritere ham. Han løftede også sine arme en del her til aften, imens jeg læste for ham - men stadig med tomme øjne.
Det går op og det går ned - og selv om det er små ting, føles det som kæmpeskridt tilbage, når han ikke er nærværende på samme måde som for bare et par dage siden. Det bliver jo nok ved. Rutsjebaneturen er langt fra ovre.
Idag har jeg været hos patientvejlederen. Endelig har jeg taget mig sammen til at klage over Caspers behandling, den dag han fik hjertestop. Uvisheden nager.... Kan det virkelig være en behandlingsfejl at han fik hjertestop? Jeg mærker efter hvordan jeg har det. Jeg føler tomhed.... Jeg leder efter vrede, frustation og fortvivlelse... Men der er kun tomhed...Jeg håber at klagen, kan give mig vished og fylde det tomme sorte hul, der er indeni lige nu.
Imorgen skal jeg sige farvel til det fantastiske personale her på Rigshospitalets afdeling 4131. Jeg vil huske dem for deres omsorg for os som pårørende. Vi har hver dag følt os velkomne og er blevet lyttet til - både når vi bare ville hælde vand ud af ørerne og når vi gerne ville være mere med omkring Casper.Søde, søde mennesker.
Alligevel glæder jeg mig også til at komme til Jylland. Vi kan blive familie igen, netværket er igen tæt på - og ikke mindst bliver det lettere for Caspers venner at besøge ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar