Rod i følelserne

Følelser er noget mærkeligt noget - ikke særlig rationelt... Idag tænkte jeg flere gange at det, at Casper ikke var her mere, gav mig en større frihed, end hvis han havde været her som svært hjerneskadet. Jeg har været ude og gøre klar i den nye afdeling, og har kunnet være der hele dagen med god samvittighed - jeg skulle jo ikke afsted og besøge Casper... Alligevel fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan - at jeg fandt det lettere, at han ikke var her, end at jeg havde ham.

Jeg kiggede på nogle af de sidste billeder jeg tog af ham før han døde. Der var stadig liv i øjnene - jeg syntes næsten han så nærværende ud, selvom jeg godt vidste, at det var han langtfra...

Jeg savner ham - har dårlig samvittighed over at jeg syntes, det er fint han ikke skulle leve som svært hjerneskadet.

Jeg har brug for hele tiden at vide hvor Christoffer og Camilla er. Camilla var ude at gå en tur på egen hånd ved den nye børnehaveafdeling - uden mobiltelefon. Da hun havde været væk lidt længere end jeg havde forventet, begyndte jeg at blive nervøs - Var der mon sket hende noget? Var hun faret vild (Hun har ikke været i området før). Eller havde hun bare brug for tid alene? Det endte med at Mogens gik ud og ledte efter hende - og efter noget tid fandt han hende - og hun havde haft svært ved at finde tilbage... Ja, så sidder hjertet altså oppe i halsen - Jeg er ikke sikker på at mine børn, får helt samme frihed længere, som de har haft tidligere - jeg er så bange for, at der skal ske dem noget...Det er alt for hårdt at miste et barn...

Når jeg så sidder og læser om Rasmus, som er svært hjerneskadet - og alligevel gør så mange fremskridt, så tænker jeg, at det er egoistisk og følelsesforladt, at jeg er lettet over, at Casper ikke er her mere - både for ham og for mig... Når jeg siger det til mig selv så mange gange, og bliver nødt til at skrive det igen og igen og igen, må det være fordi jeg endnu ikke har affundet mig med hverken Caspers eller min egen skæbne...