Et sidste gensyn

I formiddag fik vi endnu et træ foræret til Caspers mindeplet – et hjertetræ… En dejlig tanke at kunne mindes ham med yndige hjerteformede blade omkring sig. Den varme fornemmelse blandede sig med frygten og forventningen om at skulle se Casper igen.

Vi – Mogens, Christoffer, Camilla og jeg – gik først hen og kiggede på Caspers grav. Den var gravet. Det var en god plads. Udsigten over vidderne og den var let at finde – her vil vi sikkert komme mange gange igennem lang tid… Det var en blanding af glæde og vemod.

Snart ringede klokkerne, og Casper kom kørende i støvregnen. Vi hjalp med at bære ham ind i kapellet. Han vejede ingenting – så let kisten var. Inde i kapellet var der tændt to stearinlys, som blafrede let i den lune vind. Vi stod og lyttede til klokkeslagene. Det virkede højtideligt at skulle tage afsked for altid. Låget blev løsnet, og Mogens hjalp med at løfte det af. Jeg frygtede lidt, hvad jeg ville se. Han havde nu ligget en hel uge - og var også blevet obduceret - noget jeg helst ikke ville se spor efter. Så jeg stod med tilbageholdt åndedræt, mens låget roligt gled af.

Der lå han så - i sit eget tøj... Hvor var han tynd... Jeg havde allerede glemt, hvor tynd han var blevet. De spinkle håndled med de spinkle hænder lå på hans bryst. Hans ansigt var fint, lidt indfaldne øjne, men ellers så han ud som Casper. Han lå i sine joggingbukser, t-shirt og trøje. Han havde også en lang halskæde og cap på. Det var som at se ham, mens han var fuld af liv og godt humør. Hans bukser sad helt oppe i taljen - det kunne Casper ikke fordrage, så jeg trak dem lidt ned på plads - Det var bedre...

Tårerne trillede ned ad mine kinder. Var han virkelig væk for altid? Jeg tog hans hånd. Den var kold, som på en vinterdag. Jeg havde lyst til at varme den - give den liv. Det var slet ikke til at forstå, at jeg denne gang ikke kunne varme hans hænder. Jeg aede ham på kinderne. Han var stadig blød og fin at røre ved - bare kold.

Jeg kiggede ned over ham. Hans hænder var lidt arrede, men de så faktisk rigtig pæne ud. Hans ansigt havde næsten ikke spor efter branden længere - han ville helt sikkert kunne have fået et godt liv med sin krop efter branden - hvis det da bare ikke havde været for den fatale hjerneskade. Livet er uforudsigeligt og retfærdighed er blevet et diffust begreb... Vi sagde farvel og kørte hjem i stilhed.

Senere var jeg ude og hente nøgle til den nye børnehave afdeling og om aftenen var vi til sølvbryllup. Det er dejligt med lidt gode oplevelser til at opveje al den sorg, vi oplever lige nu. Vi er endnu ikke klar til at feste... men vi lever og har brug for at se andre mennesker i øjnene for at kunne komme videre.