Solen skinner, træerne står med svulmende knopper, tjørnen har taget forskud på glæderne og står i hvidt flor og skinner om kap med påskeliljer og perlehyacinter - Foråret lurer lige om hjørnet - livet er dejligt - trods alt.
Casper var kommet op og sidde i en stol idag, og han havde fået "svensk næse" - et alternativ til respiratoren. Han trækker så helt selv vejret uden respirator-kontrol. Idag var jeg sammen med Mogens, Camilla og Maria oppe og besøge Casper. Vi tog hver en stol og satte os i rundkreds med Casper. Han virkede meget vågen og opmærksom. Jeg fugtede hans mund med lidt vand og han skulede noget grumt efter Camilla. Da jeg kort efter smurte læbepomade på hans læber, fik hun endnu en grum skulen, så hun skyndte sig at finde en anden plads...
Vi var hos Caper i mere end to timer og han var stort set vågen hele tiden - det er længe siden, vi har set ham med så meget overskud. Dejligt, dejligt, dejligt...
Caspers sår heler flot op, og der falder sårskoper af hver eneste dag. Hans hænder er også mindre hævede, end de før har været. De er næsten nede i normal størrelse nu. Fingrene er blevet rettet lidt mere ud og han virker meget mere afslappet i hænderne. Han slapper af, selvom vi vender hans hænder, når vi holder ham i hånden.
Casper kiggede efter bevægelser og lyd idag - ikke hver gang - men mange gange. Især kiggede han efter sygeplejersken, når hun nærmede sig - "Man må jo være på vagt overfor hende, der piller i det hele", synes han at mene. Sygeplejersken fortalte også, at de oplevede at Casper reagerede på sit navn. Når han lå med lukkede øjne og de tiltalte ham ved navn, åbnede han øjnene.
Casper havde set ud til at nyde formiddagens træning med fysioterapeuten og ergoterapeuten. Imorgen er planen, at han skal prøve og op og stå ved hjælp af et vippebrædt - spændende.
Casper har tabt sig yderligere og er nu nede på 52 kg... Han får nu en mere proteinrig sondemad og de har sat ham op igen idag. Han får nu 80 ml. i timen, og han fordøjer det fint og kaster ikke op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar