Et vækket minde

Forleden så jeg én, der fuldstændig lignede den læge, der tog imod os på Rigshospitalets traumecenter - den gang for næsten to år siden. Utroligt som billederne brænder sig fast på nethinden. Jeg er tilbage i tiden... Husker hvordan vi sad i bilen på vej til København og frygtede det værste. Jeg talte i telefon med en skadestuelæge fra Kolding, som havde behandlet Casper, inden han blev sendt videre med helikopter til Rigshospitalet. Da han fortalte om omfanget af skaderne forstod jeg det var meget, meget alvorligt - og jeg spurgte: "Overlever han det her?" Lægen svarede mig, at det var for tidligt at sige, det kunne udviklingen de næste dage bedre give et billede af - men at statistikkerne talte til hans fordel. Han var ung og i god form. Jeg var ikke specielt beroliget, da jeg afsluttede samtalen og bagefter ringede jeg til de nærmeste i familien og fortalte om situationen. Jeg kan huske, at jeg tænkte tanken, at Casper kunne dø fra os, men det var logik, mine følelser var slået helt fra... Det må have været for overvældende - at følelserne bliver sat på standby, for at logikken kan sikre, at man handler i situationen.

Vi kom ind på traumecentret... Vi sad i laaaaang tid i venteværelset, mens de behandlede Casper. Vi fik en orientering, lige da vi kom af en sygeplejerske. Hun kiggede også ind til os indimellem og sørgende for at vi havde noget at drikke. Ventetiden var lang. Vi vidste, han var lagt i koma. Vi frygtede hvordan det ville blive at se hans meget forbrændte krop. Jeg forestillede mig noget blodigt, sort forkullet hud, som man ser i film....

Snart kom en læge for at tale med os, inden vi fik lov til at se Casper. Det var den læge, som en person jeg så forleden, lignede rigtig meget. Hun var lille og spinkel og meget ung, var mit første indtryk. Hun fortalte om brandsårene, og hvordan de havde måtte lægge nogle snit i hans arme og hænder for at sikre blodgennemstrømningen. Hun fortalte om de meget svære brandskader, som ville være ubehagelige at se på. Hun spurgte desuden til, om Casper plejede at være meget langhåret, for han var blevet klippet helt korthåret på skadestuen i Kolding. Jeg så de værste billeder for mig, og måske hun ville berolige mig, da hun sagde: "Han overlever det her..., men det bliver et langt forløb på 6-8 uger, før han kan komme hjem igen..." Det var det bedste, jeg indtil nu havde hørt denne dag. Jeg troede, jeg skulle vente flere dage, med at få besked, men nu fik jeg at vide, at han ville overleve... Jeg slappede af... Skaderne var nok alligevel ikke så omfattende, som de først havde antaget.

Vi havde fra politiet fået at vide, at Casper ville ligge i trykkammer, når vi besøgte ham - og det gjorde han ikke... Det måtte være et godt tegn.

Vi kom ind og så ham. Han lignede næste sig selv- bare helt lyserød - som en rigtig alvorlig solskoldning. De grimme billeder i mit hovede forsvandt og jeg havde bare lyst til at give ham et knus, som han lå der og sov... Vi  skulle bare have tiden til at gå, så han kunne blive frisk nok til at komme med hjem igen...

Det er nok ikke sidste gang, jeg møder nogen eller oplever noget, der kaster mig tilbage til den frygtelige tid...

Nærmest lykkelig

Endnu en ulykke... hvor et ungt menneske på bare 17 år mistede livet... Jeg kendte ham ikke, men det gjorde flere af de unge mennesker i bekendtskabskredsen... Pludselig er det tæt på igen. Man bliver husket på hvor sårbart livet er og hvor rammende Ludvig Feilbergs citat er: "Brug de få øjeblikke, du lever, til at se det vidunderlige i småtingene." Man ved aldrig, hvornår livet er slut - hverken sit eget eller sine nærmestes.

Idag blev jeg stoppet i Bilka af tre unge skolepiger, der var ved at lave en undersøgelse til en opgave. De ville stille mig nogle hurtige spørgsmål. Det første lød. "Er du lykkelig?" .... Det er godt nok et stort spørgsmål... "Jaaaahhh, øhhhmmm..... det er jeg vel....", blev svaret. Det var det ultra korte svar. For hvad vil det sige at være lykkelig? Jeg vågner glad næsten hver morgen. Jeg er omgivet af mennesker jeg holder af. Jeg har et fantastisk arbejde. Jeg bor lige der, hvor jeg allerhelst vil bo. Jeg har et netværk, der holder mig oppe, når jeg har dårlige dage.... Så er jeg vel lykkelig. Jeg føler mig lykkelig det meste af tiden... men indimellem dukker der bestemt også noget op, der ikke er lykke. Når tankerne om Caspers tid på Rigshospitalet dukker op - om frustrationerne i vores familie over vi ikke kunne være mere sammen. Når andre unge mennesker bliver dræbt i trafikken. Når jeg savner min far, der også døde alt for tidligt... Så dukker der en snert af sorg op, noget der bestemt ikke ligner lykke... men grundlæggende er jeg glad - ja det nærmeste jeg kan komme lykkelig.

Netop det at have været meget, meget ulykkelig har sat tingene i perspektiv. Pludselig betyder det lille smil fra mine børn uendelig meget på lykke-kontoen... Noget jeg nok tidligere har taget ret meget for givet... Dengang gik det ikke ind på lykke-kontoen. Så at lykke-kontoen pludselig er blevet åbnet for flere donationer, gør at kontoen vokser, jeg sætter mere pris på det jeg har og ser "det vidunderlige i småtingene".

Ulykken flytter ind igen...

Så har Præstø-ulykken igen været i medierne... utroligt som den historie påvirker mig... Da jeg sad på Rigshospitalet var alle aviserne fyldt med beretninger om ulykken... Meget uvirkeligt at de unge mennsker lå etagen lige over hvor jeg sad og vågede over Casper - Pludselig var det tæt på... og alligevel langt fra. De vågnede jo en efter en... At denne medieomtalte ulykke tidsmæssigt falder sammen med Caspers ulykke, gør at virkeligheden indhenter mig hver eneste gang, den bliver omtalt.

Snart er det 2-års dagen for Caspers ulykke.... Jeg er ved at få en aftale på plads med afdelingen på Rigshospitalet om et besøg. Troede egentlig, det var en formel sag, at lave aftale om det.... men pludselig vender alting igen op og ned - vrangen vender ud og min verden bliver kaotisk. Jeg bliver suget tilbage i en tidslomme, hvor jeg boede i flere måneder dengang. Husker turene i Københavns gader - Nettobutikken, hvor jeg ofte handlede, Rigshospitalets gange, elevatorer og trapper, Patienthotellet og de forskellige værelser, jeg nåede at bo på... Lige om lidt, skal jeg se det hele igen - det bliver både frygt og glæde... men tanken om hvor godt det var at se Silkeborg og hospitalet der igen, gør at jeg har lyst til at møde min frygt for de tragiske oplevelser, jeg havde... Det kan kun blive bedre bagefter.

Frygtens forventning er som glædens forventning...

Så er julen forbi... julepynten er taget ned... med undtagelse af juletræet, der altid står til 6. januar. Tidligere var tiden op til jul fyldt med forventningens glæde. Det var som om den største glæde var selve forventningen om det der skulle ske... alle forberedelserne til det, det hele handlede om... Vi har altid julehygget i december. Lavet honningkagehuse, bolcher, bagt, lavet dekorationer og pyntet op... Alt sammen i fællesskab. I år har jeg ikke haft lyst. Jeg har været alene om det. Casper manglede, Camilla var på efterskole og Christoffer har jeg kun set i korte glimt... Julestemning er ikke det samme, når man er alene om at skabe den. Der blev pyntet op lidt henne i december og jeg fik da også kogt klejner sammen med Christoffer. Julestemningen kom bare ikke på helt samme måde, som den plejer... Jo, da vi var på julegaveindkøbstur, var der julestemning... men den varede desværre kun denne ene dag...

Underligt som forventningens glæde nu er blevet til forventningens frygt. I år har december været lidt uvirkelig... jeg har gået og frygtet min egen reaktion over savnet af Casper... Hver gang han har manglet, har jeg tænkt over, hvordan det mon ville blive på selveste dagen - dagen det hele handler om. Jeg har bygget en frygtsom forventning op, som kulminerede juleaften - og den blev slet ikke så frygtelig som frygtet. Forventningens frygt havde været den værste. Vi nød dagen og var ude og gå en tur på Bindeballestien, mens sneen smeltede omkring os. Camilla og jeg var i kirke og var henne og kigge til gravstedet.

Jeg havde ikke særlig behov for at synge Caspers julesang i år... og jeg nød at se hvordan Camilla gled fuldstændingt ind i den rolle Casper havde den sidste jul, han var med til for to år siden. Hun styrede slaget omkring juletræet og holdt fast i, hvilke sange, der skulle synges - En rigtig hyggelig aften... og næste dag var også så hyggelig med julefrokost med familien - Nu frygtede jeg ikke længere, det der skulle komme og kunne bare nyde nuet og mærke roen og hyggen.

Til næste år må jeg komme frygten lidt i forkøbet, og få skabt nogle hyggelige traditioner som kan leve uden huset fuld af mine dejlige unger...

Kirken gør indtryk

Igår var begge afdelinger af Onkel og Tante til børne-julegudstjeneste... Jeg blev hjemme på kontoret, men alle de store på 3 år og derover drog forventningsfulde afsted sammen med en gruppe voksne - deriblandt Christoffer... jeg havde end ikke overvejet, at der var problemer i det... men da holdet kom tilbage kunne jeg tydeligt se på Christoffer, at han ikke havde det godt - og med det samme var jeg klar over, hvad det handlede om... Casper... Jeg tog Christoffer med ind på kontoret, hvor han kunne lave printeren som drillede, mens vi fik en kop kaffe og en snak... Han havde heller ikke selv tænkt, at det var svært at tage i kirke... men da klokkerne begyndte at ringe, var han tilbage til Caspers begravelse... og det slog mig, at det faktisk var første gang, at Christoffer var i kirke siden... Han havde ikke været med, når vi havde været afsted til jul og allehelgensaften.

Jeg husker tilbage til første gang, jeg var i kirke efter begravelsen... Det var også meget følelsesladet. Jeg havde grædt i kirken og havde svært ved at synge med på salmerne - og jeg havde da bare mig selv at holde sammen på og havde endda Mogens med at støtte mig til. Christoffer var afsted med en børnegruppe, han også skulle have styr på. Hvordan har han dog magtet at holde sammen på sig selv? Jeg forstår godt, han var fuldstændig brugt, da de kom hjem fra kirken...

Det minder mig lidt om dengang, vi kørte galt med en busfuld børnehavebørn lige før jeg begyndte at læse til pædagog. Vi var spærret inde i bussen i omkring en halv time, inden brandfolk kom og hjalp alle ud. Vejen var spærret i begge retninger og ambulancer holdt over det hele. Falck var ved at skære folk fri fra den anden bil, der var impliceret i ulykken. Vi blev i en anden bus kørt tilbage til børnehaven, hvor krisehjælp stod klar til at modtage både børn og voksne... Det var meget kaotisk og jeg talte og talte om det. Jeg var ude og køre i bus nogle gange efter og syntes efterhånden, jeg var afklaret med ulykken... Indtil næsten 2 år senere, hvor jeg i min sidste praktik igen skulle ud og køre i bus med børnehavebørn. Vi kom ind i busssen, bussen startede... og jeg fløj tilbage i tiden og sad igen midt i ulykken og havde pluselig svært ved at tage ansvar for de børn, jeg sad med. Det kom pludseligt og uden varsel - jeg troede jeg havde fået bearbejdet min oplevelse... men jeg var åbenbart ikke færdig endnu - heldigvis havde jeg nogle dygtige kollegaer omkring mig, som snakkede det igennem med mig - og efter få gange i bussen med børnene, var ulykken igen på afstand.

Lige der ser jeg Christoffers oplevelse - at sidde i kirken og fuldstændig uden varsel, bliver en ubehagelig erindring hentet frem - den er ikke færdig-bearbejdet... Det kræver vist nogle gange i kirke endnu.

December igen

Så er det igen blevet december... tiden går... Vi var i søndags på den årlige julegaveindkøbstur. En rigtig, rigtig hyggelig dag. Den første hvide sne var faldet og lyste landskabet op. Fra radioen strømmede julemelodierne ud... Julestemningen begyndte så småt at indfinde sig med glæde og forventníng.

Vi kørte ind i Kolding Storcenter, som vores tradition nu byder. Vi handlede julegaver og hyggesnakkede. Jeg fulgtes med Mogens indtil frokost. Vi nåede rigtig mange gaveindkøb, men nåede også en tur på cafe og hyggede lidt inden vi mødtes med Christoffer, Camilla - og Camillas kæreste igen. Det var først her ved frokosten, at det gik op for mig, at vi manglede Casper og hans hurtige replikker... Jeg blev dog ikke trist ved tanken, men varm og glad ved mindet om de gode oplevelser, vi havde haft på vores juleture.

I stedet for Casper havde vi så Camillas kæreste med - det er også et nyt kapitel - måske det netop derfor ikke var så synligt, at vi manglede Casper. Camilla og Casper havde en tæthed og fortrolighed som var noget helt særligt - deres spil og fjollerier manglede jeg sidste år - I år blev den rolle udfyldt af en anden... Efterhånden bliver hullerne fyldt ud - Ikke at Casper bliver ligegyldig - for det gør han aldrig. Jeg vil altid savne ham og hans glade tilgang til livet. Men der kommer nyt indhold, som gør livet smukt og værd at leve igen. Ting som kan fremkalde den følelse af beruset, boblende glæde indvendigt - en følelse, jeg ikke har haft i lang tid. Den vokser lige så stille nu - smil, grin og glæde fra mine nærmeste er berusende at opleve.

Da vi kom hjem, tog vi over på Caspers grav med hans lille juletræ. Skumringen havde lagt sig som et tæppe over kirkegården - Camilla tændte lyset - vi vekslede ikke mange ord, men luften emmede af samhørighed. Vi var sammen om dette - og i år er jeg sikker på det bliver jul igen.

En frygtsom nat

I fredags var Camilla dårlig - meget dårlig... Hun havde bare været til fest... men hvor kan det sætte tanker igang. Hun blev puttet i seng, men hun var så langt væk, at det nærmest mindede om koma. Hun lå helt stille, kun den hurtige, overfladiske vejrtrækning afslørede, at hun rent faktisk var i live. Tankerne strøg tilbage til tiden på Rigshospitalet i de frygtelige dage lige efter Caspers ulykke. Indimellem kastede hun lidt op - men registrerede det ikke selv og blev blot liggende på ryggen. Jeg måtte have fat i hende så hun blev vendt om på siden. Fuldstændig livløs... Jeg trak hende rundt, og kroppen fulgte livløs med. Armene faldt slapt ned, når jeg flyttede på hende. Jeg måtte støtte hovedet, da det ellers bare fulgte med som en tung bylt. Da Casper lå på den måde, var han trods alt koblet til alverdens tekniske udstyr, der hele tiden fortalte, hvordan han havde det - og jeg vidste at der stod personale klar lige på den anden side af døren, hvis noget gik galt. Nu stod jeg helt alene - det måtte ikke gå galt...

Jeg følte mig magtesløs... Jeg redte en madras op til mig selv ved siden af hendes seng - jeg turde ikke lade hende ligge alene. Jeg var bange for at hun enten skulle blive kvalt i sit opkast eller bare holde op med at trække vejret. Jeg gik i seng og lå og lyttede efter vejrtrækningen... indimellem blev den så svag, at jeg var oppe og kigge til hende. Hun så til stadighed livløs ud og lå fuldstændig ubevægelig hen. Jeg følte, jeg stod med endnu et barns liv i mine hænder. Tænk hvor bange man kan blive. Jeg har ikke mentalt "råd" til at miste et barn mere - jeg lægger mig hen igen... blunder lidt... men vågner op hver gang vejrtrækningen ændrer sig en smule... Midt på natten vågner jeg ved, at Camilla bevæger sig. Hun flytter lidt på det ene ben. Jeg slapper af... "Koma-tilstanden" er ved at aftage og gå over til almindelig dyb søvn. Jeg falder langt om længe rigtigt i søvn og sover et par timer. Jeg kigger til hende... Jo, hun ser bedre ud. Jeg får sovet lidt igen...og det bliver morgen efter en meget, meget lang nat. Jo, frygten lurer lige under overfladen...