Det kom lige pludselig... jeg var på vej hjem i bilen, da jeg pludselig og uden varsel oplevede et enormt savn... Mine øjne blev blanke og min hals snørede sig sammen... Casper - jeg savner dig... SÅ meget. Dine frække smil, dine spontane kommentarer, dine tindrende øjne... bare at se og fornemme dig... Det er så længe siden... Kunne jeg dog bare låne dig en dag fra himlen...
Der går ikke en dag uden jeg tænker på Casper - jeg mindes de gode dage, ofte oplever jeg noget, hvor jeg tænker: "Casper ville have gjort... eller Casper ville have sagt... eller Casper kunne også finde på..." Jeg plejer bare at tænke tanken med en varme og en dejlig fornemmelse i kroppen... I dag føles kroppen tom - der er et hulrum, der hvor Casper skulle være... Jeg var forbi hans grav. Den står fint med blomster - orange og gule, er det lige nu. Jeg kommer her et par gange om ugen - og indimellem kan jeg se, at der har været andre på besøg - Det gør mig glad...
Igår da jeg gik i haven, fik jeg øje på vores meget store bøgetræ - jeg tænkte, at det mindede om mig, indtil for godt et år siden. Træet er stort, men stammen er delt i tre - som jeg har tre børn. Hver stammegren er en del af helheden og bidrager til den flotte tætte og ensartede krone. For godt et år siden blev den ene stammegren ramt af en brandskade - den blev svækket og jeg som modertræ kæmpede for at min gren skulle hele sig og igen blive stærk efter skaden. Grenen stod med visne blade i dvale, mens al min energi blev drevet ud i den syge gren. De andre to grene fik kun lige nok til at klare sig... Efterhånden begyndte den syge gren at få nye grønne skud igen. I al den tid stod jeg som træ i et voldsomt stormvejr, hvor jeg kæmpede for at holde kronen op og rødderne plantet solidt i jorden. Heldigvis var mine rødder stærke og jeg blev stående... Alt imens gik der sygdom i min svækkede gren, som nu sygnede meget hen... Jeg måtte igen bruge al energien på grenen for at redde en del af mig selv... Selv da det var tydeligt, at grenen ikke stod til at redde, brugte jeg stadig al min energi på den syge gren. Jeg selv og mine to øvrige hovedgrene måtte lide afsavn, da den syge gren fik hvad der var... og alligevel... endte den syge gren med at dø og knække af... Jeg blev som træ fuldstændig amputeret. En trediedel af min krone manglede og jeg var deformeret. I lang tid blev energien brugt til at hele såret, hvor grenen var knækket af... og aret vil altid være der... Men træet er begyndt at skyde igen. Jeg giver plads til, at de to andre grene nu folder sig mere ud og begynder at udfylde hullet, hvor den manglende gren var. Jeg er igen ved at bleve et helt træ... jeg vil dog altid være mærket af den store gren, jeg mangler, men de to grene, jeg har, hjælper mig med at blive hel igen.
Hvilken vemodig fabel. Den kunne fint have stået alene uden forklaring eller oversættelse, så rammende den er. Hvor er det heldigt for både træets stamme og for de to overlevende hovedgrene, at træet har så stærke rødder, at træet kan leve videre i en ny form gennem kommende solskin, skybrud og grå vinterdage.
SvarSletkh
Britt
Smukt skrevet (som altid). Når jeg læser det du har skrevet så føler jeg mig heldig at jeg stadigvæk har Rasmus. På trods af alle vanskeligheder vi gennemgår og det store savn vi også har, så kan jeg jo stadigvæk give min søn et knus. Jeg kan se et lys mod et værdigt liv. Ikke det liv vi havde drømt om ..ikke det liv som Rasmus havde ønsket...men et liv med (lidt) mening i..
SvarSlet...har så ondt af dig...bliver så ydmyg når jeg læser din blog...sender et stort knus
Annica, du skal ikke have ondt af mig - jeg tror dine kvaler er mindst lige så store som mine... bare anderledes - Faktisk gør det også ofte ondt på mig, når jeg læser din blog om alt det du gennemgår. Det er sørme barske løjer. Vores livs oplevelser handler ikke om retfærdighed, men om at få det bedste ud af det, som vi får tildelt... og du har været med til, at jeg ikke blæste omkuld, da stormvejret var allerværst - en stor tak for det.
SvarSletKære Heidi og Annica.
SvarSletJeg synes I begge er et par fantastisk stærke kvinder, som giver mig meget. Jeg får vendt nogle tanker og sat nogle ting i et andet perspektiv hver eneste gang, jeg læser jeres blogs. Tusind tak fordi, jeg må læse med herinde, tror ikke jeg havde "overlevet" uden jer. Knus Lone